Jul i Ribe

Jul i Ribe er jul i Danmarks ældste by. Vi byder i julemåneden på unikke oplevelser for både børn og voksne. Vi tilbyder en bred vifte af arrangementer, hvor kvalitet, det autentiske, det historiske og det levende er i fokus. Kom og oplev koncerter, musik, julemarked med både fødevarer og håndværk – der er juleaktiviteter for hele familien – lige fra slutningen af november og indtil jul. Vi gør opmærksom på at du finder de fleste arrangementer i de 4 adventsweekender. Vi glæder os til at se dig til jul i Ribe.

Peters Jul i Ribe
– en ægte julehistorie

Måske er du bekendt med fortællingen om Peters Jul? Fortællingen starter med ordene ”Jeg glæder mig i denne tid”. Historien om Peters Jul menes at have rødder i Ribe, og dateres tilbage til 1850’erne. Det er netop stemningen fra dengang, vi tager udgangspunkt i – den oplevelse man kan få, når man besøger Jul i Danmarks ældste by.

Historien

“Jeg glæder mig i denne tid” – sådan begynder en af Danmarks mest kendte julefortællinger om Peter og hans familie. I Ribe glæder man sig i denne tid til atter at lade byens besøgende opleve jul som i gamle dage, når Danmarks ældste by i december forvandler sig til en juleby med inspiration fra 1850’erne – og valget af det historiske juletema er ikke en tilfældighed.

– Meget tyder på, at den kendte julehistorie Peters Jul faktisk er inspireret af julen i Ribe i 1850’erne. Forfatterne til juleversene, Brødrene Krohn, holdt flere gange jul hos deres slægtninge, som boede i den markante bygning med adresse på Torvet 3, nabo til Hotel Dagmar (Danmarks ældste hotel), og flere af versene menes at være skrevet til denne families børn. Blandt andet derfor er det oplagt at fejre julen i Ribe og lade sig inspirere af den gamle juleklassiker.

 

Om os

Ribe Handelsstandsforening arrangerer med en række frivillige Jul i Ribe – Jul i Danmarks ældste by. Udgangspunktet er at skabe en eventyrlig og autentisk julefortælling, som I de gode gamle dage. Hvert år er målet at gøre det til en oplevelse for hele familien at komme til Ribe i hele december måned. Specielt er de 4 adventsweekender spækket med aktiviteter og oplevelser og virkelig et besøg værd.  Vi ønsker at sætte fokus på oplevelser hvor alle sanser får lov at komme i spil. Se blandt andet det eventyrlige julebelysning i Danmarks ældste by – Tag med byens vægter på tur, og oplev byens gamle og charmerende kroge, mens du får de gode historier om folket i byen – Tag familien med på tur i hestevognen, og se byen i en helt anden vinkel – se programmet for hver weekend under ‘Advent event’ i menuen.